Christofferslund/Kristofferslund. Matr.nr.197- 8a, Villestofte By, Paarup.

Kristofferslund. 1959	Kristofferslund 1953	Kristofferslund 1939

I 2006 afholdt Paarup Foreningen have-markvandring på Kristofferslund. Karin Ramskov fra lokalhistorisk arkiv fortalte om gården og om nogle af dens beboere:

Der har været en gård her på stedet i hvert fald siden 1664. På det tidspunkt var ejeren Odensegård og brugeren Mads Knudsen, der døde i 1692. I 1680 overgik ejerskabet til Odense Hospital, men Mads Knudsen var fortsat bruger. Jeg springer frem til 1793, hvor der blev tinglæst et skøde til Peder Johansen på gård nummer 2 i Villestofte, hvilket kunne tyde på, at gården nu var fri ejendom. Det var en af de første ejendomme under hospitalet, der blev frikøbt, de fleste andre fortsatte som arvefæste.   Mads Rasmussen havde gården fra 1812 til 1843, hvor han døde, og gården blev overtaget af hans enke, der imidlertid døde allerede i 1845. De havde ingen børn, og i 1846 blev gården købt af garver Johannes Peter Eichel Rasmussen. I 1870 blev gården overdraget til sønnerne Søren Jacob og Niels Peter Rasmussen, og fra deres tid kan jeg fortælle en lille historie.

Hans Andersen fra Villestofte blev konfirmeret i 1867 som den dårligste af konfirmanderne på efterårsholdet med karaktererne ”temmelig godt” i kundskaber og ”godt” i opførsel. Hans fik først en plads i Paarup, hvor han var i to år; derefter tjente han på Hunderuplund et halvt år, i Villestofte et år, og derefter kom han i smedelære i Odense. Mens han tjente i Paarup, blev han taget i tyveri og idømt 15 slag med et spanskrør. Det havde ikke den forventede afskrækkende virkning, idet Hans Andersen snart efter igen stod anklaget. Denne gang havde han bestjålet sin far for et cigarrør og et lommeur af sølv, og smeden i Paarup, hvor han arbejdede, havde mistet nogle træskobeslag og nogle søm. Hans solgte beslagene for 1 rigsdaler og brugte pengene på flotheder, der normalt lå uden for hans rækkevidde, nemlig en rotur på Odense Å og lidt ekstra at spise og drikke. Det fik han 40 dages fængsel for. På trods af dommene lykkedes det Hans at få arbejde her på gården hos J.P.E. Rasmussen, der kort tid efter solgte gården til sine to sønner, Søren Jacob og Niels Peter, og den sidste sørgede for at slippe af med tjenestedrengen. Hans havde siddet i stalden og stoppet strømper, da der blev kaldt på ham, og han lagde derfor nålen på noget foder. Da Niels Peter Rasmussen opdagede den, blev han bange for, at en ko kunne sluge den og brugte det som påskud til at jage Hans Andersen væk uden løn.  I sognehistorien er der et billede af Hans Andersen. Det blev taget i forbindelse med arrestationen i 1872. 

Efter de to brødre Rasmussen overgik gården til den nuværende ejers familie, idet Jens Christoffer Pedersen fra Fjelsted i 1875 købte gården, der fik navnet Christofferslund. Den gang stavedes gårdnavnet med Ch efter ham, nu staves det med K efter den nuværende ejers søn.

Jens Christoffer Pedersen blev sognefoged, og ved et høstgilde i 1882 i skoven ved Christofferslund blev tjenestekarlen Anders Nielsen så beskænket, at han kom i klammeri med flere af de andre karle. Da han ville slå med en stor kistenøgle, blev sognefogeden hentet, og han bad den fulde karl forlade festen. Det ville Anders Nielsen ikke, og han blev derfor ført bort med magt. Han var beruset og havde derfor ingen respekt for myndighederne, men kaldte sognefogeden ”Jens Krybily”, en torsk og en flab og skubbede til ham og truede med at få ham afsat. Det var at håne en embedsmand i funktion, og det ville J.C. Pedersen ikke finde sig i. Derfor fik han karlen sat op på en vogn for at køre ham til Odense. På turen fordampede alkoholen, og Anders Nielsen bad om godt vejr og fik lov at gå hjem. Han blev alligevel tiltalt, hvad der indbragte ham otte dages fængsel.

Efter Jens Christoffers død i 1905 drev konen, Maren Pedersen, gården videre med hjælp fra en nevø, som var vokset op som plejesøn hos det barnløse ægtepar. Hun var i øvrigt meget efterspurgt som gudmoder, idet barnet, og dets forældre, i så fald kunne regne med at blive kørt til kirke i en lukket hestevogn og med at få to sølvskeer i dåbsgave, de andre gårdmandskoner gav kun én ske.    

Maren Pedersen døde som 76-årig i 1924. Gården blev nu overtaget af plejesønnen Carl Christoffer Marius Hansen, der allerede havde købt gården i 1915, men skødet skulle først overdrages ham til december termin 1926, med mindre Maren Pedersen døde forinden. Af købskontrakten fremgik det meget omhyggeligt, hvad der skulle ske med gården, hvis Carl Christoffer Marius døde inden 1926, alt afhængig af om han efterlod sig kone og/eller børn. Der var også udarbejdet en aftægtskontrakt, der skulle sikre Maren Pedersen.  Indtil skødet blev udstedt ,skulle Maren Pedersen drive gården videre, men det blev præciseret, at Carl skulle fortsætte med at være hende behjælpelig på gården og passe og bestyre ejendommene. Hvis han skulle finde på at forlade hende, skulle købekontrakten annulleres. Han blev som bestyrer på gården, og da hun døde i 1924, fik han skøde på gården. Han skulle betale 10.810 kr. 44 øre for gården med indbo, besætning og avl. De 10.000 kr. var den arv, han havde fået efter Jens Christoffer og Maren Pedersen. Gården blev i 1875 købt for godt 24.000 rigsdaler. 

Nu skal vi så forestille os en oktoberdag i 1923. Carl Hansen fik på en af markerne øje på to hunde, der var i færd med at bide et af hans lam ihjel. Han gik derfor ind og hentede sin bøsse. I mellemtiden var den ene hund løbet sin vej, men den anden, en schæferhund, var stadig i gang med at flå i lammet. Da hunden viste tænder, turde Carl Hansen ikke nærme sig den, og i stedet skød han på den og ramte den i forboven. Hunden løb ind på nabomarken, hvor Carl skød endnu to gange for at dræbe den. Derpå trådte han den ihjel. Lammet kunne ikke leve, og Carl Hansen var nødt til at stikke det ihjel. Han gik derpå hen til hundeejeren for at få erstatning for lammet. Hundeejeren svarede ved at indstævne Carl Hansen for retten med krav om en erstatning på 300 kr. for tab af hunden. Carl Hansen blev dog frifundet, og hundeejeren måtte betale sagens omkostninger på 20 kr.

Stuehuset var fra midten af det 18. århundrede, så det var sikkert tiltrængt med en fornyelse, da det blev revet ned midt i 1950’erne for at blive afløst af det nuværende stuehus bygget i 1956.

Nu er jorden forpagtet ud, og den nuværende ejer, Henrik Hansen, har vist ikke mange tjenestefolk. I 1880 var der fem tjenestefolk, der boede på gården, men der har sandsynligvis været flere folk i hvert fald i perioder. Folketællingerne oplyser kun om, hvem der boede på gården. I 1890 var der 4, i 1901 6, i 1906 var der 5 + en selskabsdame, og endelig var der 5 i 1911.