Tarup Sangforening

Tarup Sangforening blev oprettet den 30. november 1942.

På den stiftende generalforsamling vedtog man følgende:

Formålet er at samles om og vække interesse for den gode sang.

  • 1. I koret optages alle sanginteresserede, dog må man kunne synge rent.
  • 2. Kontingentet fastsættes til 50 øre om måneden, men kan, hvis korets økonomiske forhold gør det nødvendigt, forandres af bestyrelsen efter samråd med medlemmerne. Finder restancer sted udover 3 mdr., fortabes retten til at være medlem.
  • 3. Korets medlemmer har mødepligt. Evt. forfald meldes til bestyrelsen.
  • 4. Korets forretningsmæssige ledelse varetages af 4 bestyrelses­med­lem­mer, to kvindelige og to mandlige. Alle vælges af generalforsamlingen, som tillige vælger 2 suppleanter og to revisorer. Formanden og en repræsentant, kassereren og den anden repræsentant afgår skiftevis, første gang ved lodtrækning.

Alle valg gælder for to år. Dirigenten er født medlem af bestyrelsen.

  • 5. På generalforsamlingen, som afholdes i november måned, og som ind­vars­les af bestyrelsen 8 dage forud, fremlægges beretning og regnskab.

Almindelig stemmeflerhed. Lovændringer kan kun finde sted på gene­ral­forsamlingen.

  • 6. Korets repertoire udvælges af dirigenten efter samråd med bestyrelsen.
  • 7. I tilfælde af, at koret skulle ophæves, tilfalder korets repertoire skolen i Tarup til opbevarelse til senere afbenyttelse.
  • 8. Passive medlemmer optages. Kontingent mindst 1 kr. årlig.

Det var lærer Kai W. Jensen fra Tarup Skole, der var initiativtager til foreningen, som han i øvrigt var dirigent for.

Uddrag fra protokollen:

I februar [1943] afholdtes fastelavnsfest på Conditoriet.

Festen havde samlet ca. 60 deltagere og var i alle måder vellykket.

Aftenen begyndte med fælles kaffebord, hvorefter fru Yttesen spillede op til dans, hvorunder et par små præmiekonkurrencer.

***

I samarbejde med Paarup Musikforening afholdt koret en kirkekoncert i Paarup Kirke torsdag den 6. maj 43.

De indkomne penge (ca. 100 kr.) hensattes som en lille begyndelse til det nye orgel, som man med tiden påtænker at opsætte i kirken.

Koncerten havde god tilslutning, og koret klarede sin del upåklageligt.

***

Tarup Sangforening afholdt den 7. juni 1943 gåtur til Næsbylund Kro.

Trods et forfærdeligt regnvejr samledes efterhånden ret mange menne­sker, og aftenen var vældig fornøjelig. Efter kaffebordet dansedes, hvor Kai Jensen spillede harmonika til.

Midt under dansen blev samtlige deltagere inviteret på gratis øl og sodavand. Foreningen var den ædle giver.

Hjemturen foregik i nogenlunde tørvejr.

***

På et bestyrelsesmøde den 30. januar 1952 meddelte dirigenten, at han ønskede at fratræde [han var flyttet til Tåsinge]. Det blev derfor besluttet at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling den 6. februar med det formål at ophæve foreningen. På generalforsamlingen blev det meget beklaget, at koret skulle ophøre, og det besluttedes, at foreningen ophævedes indtil videre. Formuen på 21 kr. blev delt ligeligt mellem FDF og KFUK i Paarup Sogn. Nodematerialet blev henlagt til opbevaring på Tarup Skole.