Mindeord.
Søndag den 26. november døde arkivets stifter og mangeårige leder (1977-2006), Raimond Nielsen. Raimond blev 81 år.
Raimonds forældre boede på Jernbanevej, da han blev født i 1936, og han blev derfor døbt i Paarup Kirke. Forældrene flyttede til Næsby, men i 1961 vendte Raimond tilbage til Paarup. Denne gang som nybagt lærer, der havde fået stilling på Paarup Skole. Han sagde selv, at han vist er den eneste, der ikke har vist sine eksamenspapirer frem for at blive ansat. Han gik i klasse på seminariet med førstelærer Andersens datter Karen, og det var åbenbart anbefaling nok til at blive ansat. I 41 år var Raimond en yderst engageret og ihærdig lærer. På arkivet ligger der en del film, han har optaget af forskellige klassers skoletid. Han har instrueret mange skolekomedier, og nøjedes ikke med skuespil i skolen, men var også med i dilettantforestillinger i Husmandsforeningen. I det hele taget var Raimond meget interesseret i sognets liv, var blandt andet med i Paarup Foreningens bestyrelse en del år, og efter flere tilløb sørgede han for, at Paarup Lokalhistoriske Arkiv så dagens lys i 1977. Han stod for mange udstillinger, der gjorde arkivet kendt, hvilket afstedkom mange afleveringer til arkivet.
Raimond talte i flere år om, at bombardementet på Fyns Stifts Husmandsskole burde mindes, og i 2005 var han den glade og tilfredse medarrangør af arrangementet, hvor mindestenen blev afsløret på Jeppe Aakjærs Allé.
Raimond blev som skrevet døbt i Paarup Kirke, tre af hans børn er døbt der, han er gift der, et par børn er konfirmeret i kirken, og selv om han flyttede til Korup for en kort bemærkning og senere til Hessum, bevarede han interessen for Paarup Sogn. I 2002 stoppede han som lærer på Paarup Skole, efter i 2001 at have modtaget Dronningens Fortjenstmedalje i sølv. I 2006 stoppede han også som arkivleder, men han fortsatte med at komme på arkivet, indtil hans sygdom gjorde, at han måtte stoppe med at køre bil, men han viste stadig interesse for arbejdet der, han ringede jævnligt for at høre nyt.
Raimond ønskede at blive bisat fra Paarup Kirke, hvilket han blev den 1. december. Bisættelsen blev foretaget af sognepræsten i Skeby.
(Karin Ramskov)