Da krigen kom til Paarup Kommune

                                              Af Karin og Peter Ramskov Andersen

Paarup Sogn, der nu er en forstad i Odense, var indtil 1970 en selvstændig kommune, der bestod af de fem landsbyer Paarup, Tarup, Stegsted, Snestrup og Villestofte. Trods naboskabet påvirkede krigsbe­givenhederne de første år af besættelsen kun kommunen i lettere grad. De dramatiske begivenheder i Odense, f.eks. folkestrejken i august 1943 og aktionen mod politiet i september 1944, berørte ikke livet i Paarup Kommune væsentligt.

Odense og omegn blev ikke udsat for allierede luftangreb, og de bomber, der alligevel faldt, kom på må og få, sandsynligvis fra beskadigede fly, der skulle lettes for deres last. Natten til den 27. februar 1942 faldt tre bomber i Stegsted. Ingen kom noget til, men frygten for flere bomber holdt folk hjemme, hvad der gjorde husmandsfor­eningens 40-års jubilæumsfest den 7. marts mindre festlig end håbet.    

Myndighederne i Odense frygtede et større luftangreb, der ville kræve evakuering af en del af byens indbyggere. Der blev derfor udarbejdet en nødplan, som omfattede et opsamlingssted på Tarup Skole, hvor tre sogneråds­medlemmer i givet fald skulle anvise opholdssted til de evakuerede. Ængstelsen førte til et omfattende byggeri af beskyttelsesrum, heraf fem i Tarup, men da luftkrigen ramte kommunen i begyndelsen af 1945, blev det i en form, der gjorde beskyttelses­rummene nyttesløse.

Gestapo havde sit fynske hovedkvarter på Fyens Stifts Husmands­skole, der lå på grænsen mellem Tarup og Odense, og efter angrebet på dets jyske hoved­kvarter på Århus Universitet i oktober 1944 ventede tyskerne på Husmands­skolen et tilsvarende angreb. De allierede jagerfly benyttede undertiden deres over­legenhed under bombetogterne til at strejfe om og beskyde mål på jorden, f.eks. tog, og i januar 1945 angreb amerikanske jagerfly tog i Sydjylland og på Fyn.

Den fynske modstandsbevægelse var i stand til at aflytte Gestapos telefoner, og den 7. januar kl. 12.37 opfangedes en melding om, at der var lavtgående maskiner over Odense. Otte minutter senere blev der meldt om luftkamp mellem bombefly og jagere og kl. 13.05, at fjendtlige jagere havde beskudt et tog mellem Middel­fart og Odense. En time senere blev det oplyst, at det drejede sig om engelske fly.

Meldingerne var meget upræcise. Der var således ikke tale om engelske jagere, men amerikanske, og det var ikke kun ét tog, der blev beskudt. Ved Render Station blev et tog angrebet, og en godsvogn og lokomotivet blev beskadiget. Et andet godstog blev beskudt ved Ejby, ved Aarup blev Jyllandseks­pressen ramt, og endelig blev et tog fra Nordvestfynske Jernbane ramt på vej fra Villestofte mod Odense.

Tog nummer 105 var kørt fra Middelfart kl. 10.48. Det bestod af et lokomotiv, fire personvogne, en post- og personvogn samt en rejsegodsvogn. Da toget nåede Korup kl. 12.22, fik togføreren at vide, at der var fly i området. Men flyene var højt oppe, og da der ikke var slået alarm, valgte han at fortsætte turen mod Odense. Mens toget holdt på Villestofte Station, bemærkede han, at flyene nu var længere nede, men da der stadig ikke var slået alarm, lod han toget køre videre. Efter få hundrede meters kørsel hørtes maskingeværsalver, og togføreren gav passagererne ordre til at gå i dækning under vindueshøjde. Mens han selv lå ned, så han en maskine, der fløj lavt hen over toget.

Angriberne var amerikanske jagere. Det er mest sandsynligt, at maskinerne kom fra den amerikanske 8th Air Force, og at de enten havde eskorteret nogle bombefly, eller at de var på et selv­stændigt togt.

Efter en kort pause i skydningen ramte en ny salve lokomotivet, hvis kedel blev gennemhullet. Dampen strømmede ud, og efterhånden som lokomotivet mistede trækkraften, gik farten af toget, og da det kom til trinbrættet i Snestrup, var dampen gået helt af maskinen. Togføreren stod af toget, og først da nogle passagerer fortalte ham, at der var dræbte og sårede i de forreste vogne, blev han klar over, at toget var blevet angrebet. Lokomotiv­føreren var blevet dræbt på stedet og fyrbøderen hårdt såret.

Togføreren løb over til graverboligen ved Paarup Kirke, der lå lige ved siden af trinbrættet. Herfra prøvede man uden held at ringe til Falcks Redningskorps, men tililende fortalte, at der allerede var en ambulance på vej.

Redningsarbejdet ved toget i Snestrup blev senere stærkt kritiseret. Det viste sig, at der ingen meldesteder fandtes i nærheden af ulykkesstedet. Det var derfor umuligt for de tilstedeværende at komme i forbindelse med rednings­korpsene, og ambulancetjene­sten svigtede. Falcks direktør forsvarede sig senere med, at den første melding lød på, at der kun var én tilskadekom­men, og at der derfor kun blev sendt én ambulance. Da denne kom til Snestrup, var en stor del af de sårede allerede “på anden måde” bragt til sygehuset, og der var kun to dræbte tilbage ved toget. Senere blev endnu en ambulance sendt til Snestrup.

Blandt dem, der hjalp de sårede, var nogle tyskere fra det nærliggende forsamlings­hus, som besættelsesmagten havde be­slaglagt i december 1944. Togbetjenten, der opholdt sig i den tredjebagerste vogn, havde alarmeret de tyske soldater, mens togføreren prøvede at ringe til Falck. Tyskerne kom med bårer og sørgede for af­spærring og vagtposter. De sårede blev forbundet i for­samlingshuset og derefter kørt til sygehuset. Det var således værnemagtens biler, der “på anden måde” havde trans­porteret de sårede, hvilket de odenseanske aviser ikke ønskede at nævne. De døde blev senere kørt til sygehuset af Falck.

De første opgørelser af tabene lød på seks dræbte, to hårdtsårede og 11 lettere sårede. At tabene ikke blev større, skyldtes formentlig, at jagerne skød på den forreste del af toget, mens størstedelen af de ca. 155 passagerer sad i den bagerste del. Tabstalle­ne ændredes senere til fire døde og 13 sårede. De samlede tab på Fyn og i Sydjylland blev siden opgjort til 30 døde og 50 sårede.

Dagen efter luftangrebene indskærpede Generaldirektoratet for Statsbanerne de forholdsregler, der gjaldt, når tog blev beskudt fra luften. Man vidste i direktoratet udmærket, at luftangreb kom overraskende, og at der normalt ikke var tid til at beskytte sig effektivt. I al deres utilstrækkelighed gik rådene ud på, at man skulle kaste sig ned på gulvet eller på langs af sæderne eller i det mindste bøje overkroppen ned i vandret stilling.

I dagene efter den 7. januar skrev pressen meget om angrebene. Meget af stoffet kom fra det samme nyhedsbureau, og det bestod over­vejende af en neutral skildring af be­givenheden og opgørelser af tabene. Undtagelsen fra den tilstræbte neutralitet var det nazistiske dagblad Fædrelandet, der i stærke vendinger fremhævede de menneskelige tragedier som følge af beskydningen af togene. Piloterne blev kaldt “gang­sterpiloter” og “luftforbrydere”, og det blev påpeget, at tyske interesser ikke led skade ved deres gerninger. Fædrelandets ærinde var at påvise, at de amerikanske angreb ikke skyldtes den tyske besættelse af Danmark, men de allieredes “hensynsløse egoisme”.

Angrebene på de fynske tog har efter befrielsen ikke fået så megen omtale som bombardementet af Fyens Stifts Husmandsskole den 17. april 1945. En med­virkende årsag hertil kan være de forskellige udgangspunkter for de to begivenheder. Angrebet på Hus­mandsskolen på dette sene tidspunkt af be­sættelsen var af tvivlsom nytte, og det blev en blodig fiasko. Bom­bardemen­tet var imidlertid rettet direkte mod tyskerne og ønsket af den fynske modstands­be­vægelse, der frygtede en gestapoaktion, og efter befrielsen blev lederen af det engelske angreb hyldet under et besøg i Odense. Beskydningen af toget ved Villestofte var derimod militært meningsløs, og en tilsvarende hyldest kunne næppe være blevet de amerikanske piloter til del.   

Artikel fra Fynske Rødder. Historier fra lokalarkivernes gemmer. 2003.