Kommunens første socialdemokratiske vælgerforening, der blev grundlagt i 1910, sygnede hen men blev genoprettet den 12. maj 1923. Der mødte kun ni lokale socialdemokrater til den stiftende generalforsamling, men bl.a. som følge af væksten i kommunens indbyggertal steg medlemstallet pænt op gennem 1920’erne og 1930’erne, og det nåede et højdepunkt i 1936-37 med ca. 215 medlemmer. Tilvæksten skulle bruges til at få større politisk indflydelse, men først i 1933 lykkedes det at få to socialdemokrater ind i sognerådet. 
Ved valget i 1937 fik socialdemokraterne tre mandater, og under forudsætning af samarbejde med den radikale Karl Albert Larsen var formandsposten inden for rækkevidde. Venstre og De Konservative foreslog Jens Christian Jensen fra Vrangsbæk som formand, hvilket de tre socialdemokrater ikke ville gå med til. Hverken slagteriarbejder Jørgen Peder Jensen, snedker A.P. Nielsen eller bager Valdemar Hansen havde imidlertid lyst til at blive formand, og de foreslog derfor Karl Albert Larsen, som blev valgt.
Fester spillede en vigtig rolle for vælgerforeningen. Bestyrelsen vedtog flere gange at oprette aftenskole med studiekredse og foredragsrækker, men opdagede lige så regelmæssigt, at interessen ikke var stor nok. Det skyldtes ikke nødvendigvis manglende vilje til at dygtiggøre sig, men mange af medlemmerne havde på grund af deres arbejde ikke tid. Således måtte en foredragsrække om Danmark under verdenskrisen 1929-39 i efteråret 1938 udsættes til efter jul, da mange af de mulige tilhørere arbejdede på sukkerkogeriet i Odense, hvor de under roekampagnen ikke havde megen fritid. Interessen for det traditionelle partiarbejdes politiske møder og generalforsamlinger var ofte også begrænset, mens fremmødet til andespil, juletræer, udflugter og baller var bedre, selvom arrangementerne tit gav underskud.
I begyndelsen af 1960 konstaterede formanden på generalforsamlingen, at beskæftigelsen sjældent havde været bedre, og at kommunen havde planlagt en række nye veje, der ville give meget arbejde. Eksplosionen i indbyggertallet stod lige for døren, og ingen kunne på forhånd vide, om beboerne i de nye parcel- og rækkehuse ville stemme socialdemokratisk. I 1954 havde partiet fået 40 % af stemmerne ved sognerådsvalget, i 1958 32 %. I 1962 var andelen den samme, hvilket blev kaldt tilfredsstillende. Sognerådet var blevet udvidet til ni medlemmer, hvilket gav Socialdemokratiet et tredje mandat. Valget markerede samtidig et skift i repræsentationen i sognerådet, idet maler Vagn Knudsen og graver Jens Rasmussen blev afløst af overbetjent Sigurd Hansen, faglærer Erik Lunding Rasmussen og arkitekt Manfred Knudsen.
Paarup Sogneråd. 1/4 1962-1/4 1966.
Forrest f.v.: Gårdejer Julius Christensen, Villestofte, politiassistent Sigurd Hansen, Lennart Larson (formand), overlærer Johanne Marie Esbjerg.
Bagerst f.v.: gårdejer Johannes Rasmussen, Stegsted, arkitekt Manfred Knudsen, faglærer Erik Lunding Rasmussen, konsulent Jacob Hansen, gårdejer Johannes Rasmussen, Paarup.
Tilfredsheden i vælgerforeningen blev kortvarig. Medlemstallet sank, og økonomien var dårlig, og for at det ikke skulle gå for hårdt ud over foreningens selskabelige aktiviteter, bevilgede Socialdemokratiet i Odense, 1. kreds, i januar 1965 et tilskud. Der var i forvejen et vist samarbejde mellem de to partiforeninger, men foreningen i Paarup var klart den mindste, og bestyrelsen var ikke udelt tilfreds med rammerne for samarbejdet. Det havde været drøftet at lægge foreningen sammen med en anden og større forening, og debatten om kommunesammenlægningen forstærkede diskussionen om en sammenlægning på foreningsplan.
På generalforsamlingen den 19. oktober 1967 blev det vedtaget, at Paarup Socialdemokratiske Vælgerforening skulle lægges sammen med partiforeningen i Odense, 2. kreds, fra 1. januar 1968.