Danmarksmestre 1954.	Pokaloverrækkelse i 1954.
Overrækkelse af idrætsmærker. 1964.	TPI’s førstehold i slutningen af 1960’erne.

Uddrag fra I Odenses Skygge. Paarup Sogn og Kommune indtil 1970.
Skrevet af Peter Ramskov Andersen.

Idrætten i kommunen

Efter befrielsen ville man i Paarup Gymnastikforening meget gerne have bedre forhold for medlemmerne, men tilliden til sognerådets hjælpsomhed var ikke stor. Sognerådet lovede ganske vist at opføre en lille bygning til omklædningsrum, men først, når det blev bedre tider, og der var i foreningen stemning for at bygge selv. I den lidt yngre Tarup Gymnastikforening var der også problemer. Foreningen var blevet delt i 1941, idet de håndboldinteresserede dannede Tarup Håndboldklub, og moderforeningen fortsatte med gymnastik som hovedaktivitet. Det var svært at finde ledere til gymnastikholdene, og allerede i 1943 måtte foreningen betale to af sine delingsførere 3 kr. i timen for det tidkrævende arbejde med at lede gymnastikken. På kommunens idrætsplads ved Tarupvej herskede der “skandaløse tilstande”, idet den blev brugt som losseplads, og Tarup Skoles gymnastiksal var fyldt med møbler, der tilhørte de bomberamte i Tarup. Sognerådet lovede at fjerne affaldet og at give besked, når gymnastiksalen var ledig.

Omkring 1950 havde Tarup Gymnastikforening 2-300 medlemmer, af hvilke de fleste dyrkede gymnastik. Det var svært for foreningen at holde på de unge mænd, der hellere ville spille håndbold hos den konkurrerende håndboldforening end lave gymnastik eller fri idræt. Bestyrelsen var stemt for en genforening med håndboldklubben, men et møde med dennes bestyrelse i oktober 1948 blev resultatløst.

På generalforsamlingen i 1950 blev det beklaget, at Bolbro Gymnastikforening midt i sæsonen havde kapret to medlemmer fra Tarup, og for at holde på medlemmerne og for at hverve nye blev det vedtaget, at foreningen skulle tilbyde bueskydning. En instruktør fra en klub i Odense gav vejledning, men interessen forsvandt hurtigt.

I 1950’erne havde Tarup Gymnastikforening fortsat vanskeligheder med at holde liv i herregymnastikken og med at holde på lederne. Et nyt forsøg på at lægge foreningen sammen med håndboldklubben blev i marts 1957 nedstemt af håndboldspillerne. Tarup Håndboldklub havde sin storhedstid i begyndelsen af 50’erne, idet klubben blev danmarksmester i sæsonen 1953-54 og fik sølvmedaljer det følgende år. Mange af kommunens håndboldspillere var medlemmer i både Tarup og Paarup, hvor de spillede i henholdsvis vinter- og sommersæsonen, og der blev af og til talt om sammenslutning af klubberne. I første omgang blev det imidlertid de to foreninger i Tarup, som i juni 1957 blev lagt sammen til Tarup Idrætsforening, idet stemningen i håndboldklubben var vendt.

I Paarup var meningerne om håndbold delte. På generalforsamlingen i 1951 blev håndboldspillets skadelige indflydelse på gymnastikken omtalt, og mændene blev opfordret til at give et godt eksempel og dyrke gymnastik. På den anden side havde det bedste herrehold sportslig succes i mesterrækken, idet det blev danmarksmester i 1953 og 1956. Spillet blev dyrket under primitive forhold, idet foreningen endnu i 1953 ikke havde noget klubhus. Det bidrog til et dårligt forhold til sognerådet, som efter foreningsledelsens mening ikke havde den rette forståelse for klubbens arbejde, og det hjalp ikke, at sognerådet i august 1953 bevilgede materialer til et klubhus, idet planerne kort efter blev skrinlagt. Det skyldtes, at sognerådet overvejede at lave en fælles idrætsplads for Tarup og Paarup.

Midt i 1950’erne var Paarup Gymnastikforening nede i en bølgedal med faldende medlemstal. Der var stilstand i gymnastikken, idet kun holdet for gifte kvinder fungerede tilfredsstillende, og den foredragstradition, som foreningen søgte at holde liv i, var også i krise. Selv et kendt navn som professor Hal Koch kunne i 1956 ikke trække så mange tilhørere, at foreningen undgik et underskud. Kun Hal Kochs afslag på at tage honorar begrænsede tabet til 50 kr.

I Tarup Idrætsforening var der heller ikke udelt tilfredshed med sognerådet. Forud for kommunevalget i 1958 anbefalede bestyrelsen at stemme på en upolitisk liste, der fik en kandidat valgt. Kort efter foreslog sognerådet, at idrætsforeningen kom med en tegning og et prisoverslag til et klubhus, og sognerådet var parat til at lade kommunen dele udgifterne med foreningen. Huset blev færdigt i 1959.

I 1960 blev der igen talt om samarbejde med Paarup Gymnastikforening. Det skyldtes, at en række spillere havde meldt sig ind i andre klubber, og et samarbejde kunne også begrundes med, at mange medlemmer havde medlemskort til begge foreninger. Sognerådet viste nu mere interesse for idrætten i kommunen, og nogle møder mellem repræsentanter for sognerådet og de to idrætsforeninger førte i 1962 til nedsættelse af et permanent sportsudvalg bestående af Lennart Larson, Ib Hjarlitz og Sigurd Hansen fra sognerådet og Harry Nielsen og Poul Lindberg Jensen fra idrætsforeningerne. Det stigende antal idrætsudøvere øgede behovet for lokaler og sportspladser, og udvalget drøftede på det første møde træningshal, mødelokaler i de nye skoler, en ny sportsplads i Tarup, materialebevillinger og en ny gymnastiksal til badmintonspillerne. Paarup Skoles lille og gamle gymnastiksal var helt utilstrækkelig, og der var planer om at bygge to gymnastiksale med tilhørende svømmesal, hvorefter den gamle sal skulle fjernes. Intet af dette blev til noget, og i stedet for så sognerådet en mulighed for at hjælpe skolen og kommunens idrætsforeninger på én gang.

Et fællesudvalg fra de to foreninger havde et stykke tid arbejdet med at danne en enkelt forening, men på en ekstraordinær generalforsamling i 1964 sejrede lokalpatriotismen, og forslaget om sammenslutning blev nedstemt. Dagen efter, den 21. februar 1964, greb det kommunale sportsudvalg ind og lagde pres på parterne med et tilbud, som det var svært at afvise. I stedet for at udvide aulaen ved Paarup Skole ville kommunen forære idrætsforeningerne en grund ved skolen til en hal, men betingelsen var, at foreningerne blev slået sammen. Herefter blev betænkelighederne hurtigt overvundet, og sammenslutningen blev vedtaget med virkning fra den 1. september 1964. Osvald Top Christensen blev den første formand for Tarup-Paarup Idrætsforening.

Efter sammenlægningen begyndte planlægningen af halbyggeriet, som først kom i gang i begyndelsen af 1967. Tilladelsen til at begynde blev givet under forudsætning af, at der blev anvendt faglærte håndværkere, hvilket var en streg i regningen for byggeudvalget, som på trods af erfaringerne med klubhuset i Tarup havde håbet, at frivillig arbejdskraft kunne gøre hallen hurtigt færdig til en lavere pris. Målet var at få 10.000 frivillige arbejdstimer og at opbygge en kapital gennem indsamlinger og arrangementer. Det endelige regnskab for den selvejende institution viste, at hallen havde kostet ca. 2.800.000 kr., og at det frivillige arbejde blev sat til 20.000 kr., mens indsamlingerne m.v. havde indbragt ca. 150.000 kr. Der blev ikke bygget en gymnastiksal ved Paarup Skole, idet kommunen lejede hallen til gymnastikundervisning, hvilket sikrede hallen en fast lejeindtægt.

Paaruphallen blev taget i brug i januar 1968. Det gjorde det lettere for Tarup-Paarup Idrætsforening at skaffe medlemmerne træningstider, samtidig med at klubben fik fine muligheder for at afvikle opvisninger og turneringskampe. Den nye hal gjorde sammen med kommunens stærkt stigende indbyggertal sit til, at klubbens medlemstal steg. I april 1965 var der ca. 900 medlemmer, i marts 1970 var tallet på ca. 1.800, og klubben kunne i størrelse sammenlignes med de store Odenseklubber.

Under debatten om den mulige kommunesammenlægning i slutningen af 1960’erne var der i idrætsforeningen modvilje mod at blive en del af Odense. Selvom der tidligere havde været utilfredshed med sognerådets manglende velvilje, var dette nu ændret, bl.a. som følge af halbyggeriet, og det blev i et indlæg i klubbladet hævdet, at idrætten ikke ville have gavn af en storkommune. Forholdene for idrætsudøvere i Odense var dårlige, og det blev gjort klart, at sportsinteresserede måtte tage det i betragtning ved en eventuel folkeafstemning om en kommunesammenlægning.

Efter kommunesammenlægningen fortsatte væksten, og der blev snart behov for yderligere byggeri ved Paaruphallen, der nu var sognets idrætscentrum. Der havde før og efter sammenslutningen af idrætsforeningerne i Tarup og Paarup været diskussion om den nye forenings navn, idet både rester af gammel lokalpatriotisme og praktiske hensyn spillede ind. Selvom modstanden mod kommunesammenlægningen havde været forgæves, havde den formentlig bidraget til at udviske det gamle modsætningsforhold mellem den bymæssige bebyggelse i Tarup og resten af sognet, og foreningen blev ved med at hedde Tarup-Paarup Idrætsforening, i daglig tale forkortet til TPI.