Ellegaard

 

Ellegaard

(matr.nr. 1a, Ellegård)

Teksterne er scannet fra:

Danske gårde. 1914

Danske gårde i tekst og billeder. 1927.

Større danske landbrug. 1930.

 

Ifølge Danmarks Stednavne er Ellegaard først nævnt i 1510, men første kendte ejer er Dalum Kloster i 1664. Klosteret drev ikke selv gården, bruger var Anders Larsen. I 1680 var gården ejet af Ryttergodset, der havde indsat Peder Pedersen som bruger. Han døde imidlertid i 1683, 54 år gammel, og den nye bruger blev Jens Christensen. Jens Christensen døde i oktober 1690, og hans enke giftede sig i oktober 1691 med Simon Madsen, der fik udfærdiget fæstebrev den 13. oktober 1690.

Simon Madsen døde i april 1729, men allerede i 1719 fik hans søn, Claus Simonsen, fæstebrev på en halv gård. Claus Simonsen døde i februar 1746, og i november giftede hans enke sig med Jørgen Pedersen, der fik fæstebrev i marts 1747. På grund af Jørgen Pedersens ”vanheld og igerådet fattigdom” blev gården i 1757 overtaget af Niels Nielsen, der allerede i 1756 havde giftet sig med Jørgen Pedersens steddatter. På en auktion over ryttergodset i 1764 købte Niels Nielsen gården.

En beskrivelse af gården findes i forbindelse med en auktion i 1773.

17. september 1773. Bekendtgørelse om auktion hos justitsråd Dreyer på Ellegård den 20. september, om nødvendigt 2. og 3. auktion 27. september og 4. oktober. Ca. 10 gårde og en række huse skulle sælges. 

Ellegård: Alle jorder indhegnet for sig selv, inddelt til tre års drift og tre års hvile. Udsæd for indeværende år 20 td rug, 8 td byg, 9 td boghvede, 24 td havre, 4 td ærter. Men en god landmand, der ryddede unyttig gærdselskov og torn, ville kunne så 80 td årligt. 100‑120 gode læs ager‑ og enghø, item kløver, da to af Legemarkerne var besået med 340 pund rødt kløver. Engene og tørvelungerne kunne forbedres ved grøfte­grav­ning, der var påbegyndt. Der kunne græsses og fodres 24 køer, foruden ungkvæg og heste samt får og svin. Der var fornøden skov af eg og bøg, overflødighed af gærdsel‑ og hasselskov og tørveskær. Gården var for et par år siden opbygget af nyt, net og propert bindingsværk, ingen herregård kunne bygges bedre. Stuehuset 30 fag i længden og 13 1/2 alen i bredden, 5 alen stolper, en etage høj med kvistsal, 9 alen bred og 13 1/2 alen dyb, opmuret med brændte sten og ren affugning, 4 skorstene og 3 kældre, taget teglhængt. Tre sidebygninger på 80 fag med værelser til domestikker, med tre skorstene, 12 alen i dybden, hollænderi med hestekærne, stald til 12 heste, 4 store ladegulve til korn og 2 tærskelader, tagene overalt pålagte med fyrlægter, de tre længer med stråtag og to rækker tegl under taget. I gården overmåde godt fersk pumpevand, som ved render i jorden ledtes ind i bryggershu­set ved en bipost. Nok en bygning af 32 fag 14 1/2 alen i dybden med fyrlægter og stråtag, brændte sten, indrettet til kvæglade, gæstestald, fårehus, vogn­remise, tørve‑ og brændehuse. Ved gården var i denne sommer anlagt en smuk urte‑ og frugthave uden for stuehuset med en del unge hække‑ og frugttræer og muret mistbænk. Til denne gårds drift var købt Elmelund med 11 gårde, beliggende så nær ved, at bønderne kunne råbes til hove.                                                                                            

31. marts 1775. Justitsråd Drejer havde stadig Ellegård til salg. Auktion 29. april i rådmand Kurrelbaums gård i odense. Beskrivelsen af Ellegård svarer til den foregående fra 1773.

21. april 1775. Drejer ville også holde auktion over Ellegårds indbo, deriblandt et kostbart taffelur, kareter, chaiser, vogne, heste, køer, en del rare engelske får m.m.

Christian Mortensen

Christian Mortensen var landstingsmand for 6. kreds 29. december 1849 – 3. juni 1853 og 16. september 1853 – 20. juni 1855.

Han blev født 19. juli 1805 i Odense, søn af værtshusholder og brændevinsbrænder Søren Mortensen, der blev ejer af Ellegård ved Odense, som sønnen overtog 1826; C. Mortensen solgte denne gård 1856 og købte i stedet Gl. Møllegård i Vor Frue Landsogn ved Odense, som han ejede indtil 1886 og boede i til sin død.

C. Mortensen var skolepatron fra 1829, formand for sogneforstanderskabet 1842‑53, medlem af amtsrådet 1842‑56, tiendekommissær 1852‑64 og landvæsens­kommissær fra 1853 til sin død.

  Ved de første landstingsvalg i 6. kreds valgtes han som nummer 5 blandt 21 kandidater, hvoraf kun de 7 kunne opnå valg; han faldt imidlertid ved valgene 1853, men da en af de nye landstingsmænd, gårdfæster C.A. Maaløe, seks uger efter afgik ved døden, opstilledes Mortensen ved suppleringsvalget og blev valgt. Han stillede sig ikke senere. Han var en af Landstingets sekretærer 1853‑55.

 

Christian Mortensen

Han døde 28. maj 1894 på Gl. Møllegård.

Nedenfor er en liste over gårdens ejere. Navnene er blandt andet fundet i skøde- og panteprotokoller.

1770      Niels Nielsen solgte 11. juni til justitsråd Christian Haman Dreyer af Odense.  

1773      Skøde af 22. juli 1773 fra kongen til Niels Nielsen.  

1773      Ellegård på auktion.

????       Hvornår købte provst Winther gården? på auktionen?

1787      Rasmus Winther bestyrede gården for sin far, provst Winther.

1790      Skøde tinglæst 23. december fra provst Winther til sønnen Rasmus Winther.

1797      Skøde tinglæst 29. juni fra Rasmus Winther til Mads Møller. Skøde tinglæst samme dag fra Mads Møller til general Hans Ahlefeldt.

1808      Solgt 22. juni ved auktion til grev Ch. Rantzau.

1811      Skøde tinglæst 18. juni fra general Rantzau til sønnen grev Chr. Rantzau.

1816      Solgt 24. oktober til løjtnant Willemoes.

1818      Ved en vielse 16. oktober kaldes Søren Mortensen, der var forlover, ejer af Ellegård.

1821      Skøde tinglæst 25. januar til Søren Mortensen.

1827      Skøde tinglæst 29. november fra Søren Mortensen til sønnen Chr. Mortensen.

1858      Skøde tinglæst 10. juni fra kammerråd C. Mortensen til Peder Nielsen.

1890      Skøde tinglæst 22. maj som adkomst for Peder Nielsens arvinger Niels Peder Pedersen, Jørgen Knudsen og Niels Knudsen. Skøde tinglæst samme dato fra arvingerne til Anton Berg.

1893      Skøde tinglæst 8. juni til Jens Sophus Schwensen.

1899      Skøde tinglæst 31. august til F.G. Clausen.

1901      Ejer: Fr. G. Clausen.

1906      Skøde tinglæst 11. januar til landbrugskandidat K. Schrøder.

1908      Skøde tinglæst 17. december til landbrugskandidat C.I.R. Holm.

1913      Skøde tinglæst 9. januar til Anders Drud.

1915      Skøde tinglæst 17. juni til Peter Frandsen Holm.

1916      Skøde tinglæst 7. september til Ingvard Jørgensen.

1924      Peter K. Rasmussen køber gården.

Peter K. Rasmussen var medstifter af Paarup Gymnastikforening. Han døde i december 1967.

Gården blev engang i 1960’erne købt af Jens P. Koch, der havde store planer for området. Hvilke kan her ses i kortfattet form som resumeer af nogle avisudklip, der findes på arkivet.

FS 21-6-1966. Interessant forslag fra bygmester Jens P. Koch. Udstillingscen­ter med haller på 60 tdr. land ved Odense. Centret foreslås lagt på et af Odense-egnens i trafikmæssig henseende bedste områder 5 km vest for byen.

FS 21. juni 1966. Koch vil bygge et udstillingscenter på 60 tdr. land på Ellegårds jord. Gården ejes af Koch. Jorden ligger ved den projekterede ringvej og har en ideel trafikal beliggenhed. Han havde også købt to tilstødende husmandssteder, i alt ca. 120 tdr. land. Også planer om motel, servicestation og hovedsæde for firmaet.

FT 22-6-1966. Udstillingscenter vest for Odense? Jens P. Koch stiller 60 tønder land til rådighed, men endnu ingen afgørelse.

FS 24. august 1967. Koch vil nu bruge sin jord ved Ellegård til en sports­park, en slags sportens Disney-land.

1970? Gården blev revet ned.

Kochs planer/drømme blev ikke til virkelighed, den projekterede ringvej blev heller ikke til noget. Nu holder Sanderum Knallertklub til på stedet.