Ensomhedgaard. 1922.	Haven på Ensomhedgaard med springvand. Sandsynligvis omkring 1935.	Ensomhedgaard. Stuehuset. Fodermester Hartvig Jørgensen. Mellem 1945 og 1950.
Ensomhedgaard. 1939.	Ensomhedgaard. Ukendt årstal.

Ensomhedgaard, matr.nr. 127-9a, Paarup By, Paarup 

En af de gårde, der ikke længere findes, er Ensomhedgaard. Den lå, hvor Ternevej er i dag. Desværre ved vi ikke så meget om gårdens beboere. Vi ved lidt om en af de første og så om de sidste, men normalt skal folk have gjort sig bemærket, for at der gemmes oplysninger om dem i arkiverne, eller også kræver det mange timers arbejde på Landsarkivet. Den første ejer, vi kender navnet på, er Jens Lassen, der havde leveret forsyninger til militæret i forbindelse med svenskekrigene, og som sikkerhed for gælden fik han i 1658 Dalum Kloster, der ejede en del gårde i Paarup, som pant. Endvidere blev han landsdommer på Fyn og medlem af Højesteret. Efter krigen blev regnskabet gjort op, og det viste sig, at han havde over 200.000 rigsdaler til gode. Da staten ikke kunne betale, fik han Dalum Kloster til ejendom, og senere, i 1664, fik han også overdraget Skt. Knuds Klosters gods som dækning for resten af gælden. Staten forbeholdt sig ret til at købe godset tilbage.

Han ejede således gården, såvel som nogle andre, men boede ikke på den. Han var på det tidspunkt sognets største private jordejer. Ryttergodset og Gråbrødre Hospital var de største godsejere. Jens Lassen var ikke nogen behagelig mand, hans fæstere frygtede ham mere, end de frygtede kongens embedsmænd. En bonde havde således i 1690 opført et hus på fæstegårdens grund, og ledelsen af ryttergodset, som gården hørte under, ville have lejeindtægten, men det ville Jens Lassen også. Bonden var mere bange for Jens Lassen end for de kongelige embedsmænd, der derfor bad om en erklæring fra Lassen. På trods af hans dårlige ry blev der i 1783 rejst en mindestøtte for ham i Jægerspris.

En senere ejer var Peder Jørgensen, om hvem sognepræsten i 1790 indberettede, at han kunne læse og skrive, så han kunne godt blive stævningsmand. Peder Jørgensen købte gården ca. 1785, hvor gården blev opbygget som ny, sandsynligvis i forbindelse med udflytning fra Tarup By. Der var nogle uoverensstemmelser mellem fire af gårdmændene i forbindelse med udskiftningen, hvilket man kan læse i en forligsprotokol fra 1804. Det drejede sig blandt andet om en sti fra Tarupgaard til Ensomhed, som forligskommissionen bestemte fortsat skulle eksistere.

Så springer vi frem til 1867, hvor tjenestekarlen Søren Jensen på Ensomhedgård oplyste, at han havde mistet et sølvlommeur og en pung med penge. En anden karl på gården, Christen Johansen, blev mistænkt. Husbonden, Niels Peder Pedersen kunne fortælle, at Christen Johansen handlede en del i byen i ”de såkaldte handelshuse” med ure og piber. Da han havde manglet penge, havde han taget sin medtjeners ur og pung. Uret var vurderet til 5 rd.

Niels Peder Pedersen var gift med den tidligere ejers datter, Caroline Petrine Jørgensen. Hendes far, Jørgen Pedersen, døde i 1847 og moderen, Ane Cathrine Jørgensen, døde i 1860. Caroline Petrine døde i 1894 som 51-årig og Niels Peder i 1923. De fik 4 døtre og en søn. Sønnen Jørgen blev født i 1877 som den yngste af børneflokken, og det var ham, der overtog gården efter faderen.

Ellers ved vi ikke så meget om de første ejere og om livet på gårdene, men når vi kommer frem til 1950’erne hjælper det. Vi har på arkivet modtaget nogle erindringer fra et par brødre, hvis far var fodermester fra 1951 til 1963. Gennem deres erindringer får man noget at vide om arbejdet på gården, og også om ejeren. Jørgen Dreyer, søn af Caroline Petrine og Niels Peder, ejede gården, men sønnen Eigil forpagtede den. De to brødre, Kaj og Ove, flyttede med deres forældre til Ensomhedgaard 1. maj 1951. Moderen var ikke med til flytningen, men kom nogle dage senere, da hun den 27. april havde født familiens yngste søn, og derfor lå hun på sygehuset. Kajs første indtryk af proprietær Eigil Dreyer og hans hustru Gerda, var meget positivt. Fordi moderen stadig lå på sygehuset, blev den nye fodermester og de to drenge, der var seks og ni år gamle, inviteret til at spise på gården. Ikke i privaten, men i folkestuen, men familien optog det som et tegn på venlighed over for tjenestefolkene. Alle tjenestefolk blev hvert år til mortensaften og juleaften inviteret ind i gårdens fine stue. At Kaj husker det, kunne være udtryk for, at det ikke var almindeligt, at folkene kom indenfor i privaten.

Folk var der i øvrigt nok af: Der var en gift fodermester, tre karle, en gammel daglejer, to piger i huset (en kokke- og en stuepige), og endvidere tog Eigil Dreyer også selv del i arbejdet. Fodermesterens kone hjalp med malkningen og med storvasken, og hun fik lov til at vaske familiens eget tøj, når der nu alligevel var tændt op under gruekedlen. Daglejeren og forkarlen havde eget værelse, de to øvrige karle delte et værelse. Der var et rum med hjerte i døren, og den personlige vask foregik i koldt vand ved vandtruget i hestestalden. I malkerummet var der varmt vand, så mælkespandene kunne rengøres ordentligt, og der havde fodermesteren lavet en bruser af en vandslange og en konservesdåse med huller, så af og til fik de bad der. Senere blev der indrettet to værelser til karlene, på et tidspunkt hvor der kun var to, med tilhørende fælles bad og toilet.

I 1951 var der 7 heste, ca. 30 malkekøer, 20-30 kvier og kalve og en kæmpetyr. En masse høns og en del grise.

Fodermesterens løn var i 1951 110 kr. om ugen, den steg til 235 kr. ugentligt i 1962. Endvidere fik fodermesteren et beløb for hver 100 kg mælk leveret til mejeriet. Derudover fri bolig med have, en månedlig fridag og sommerferie efter aftale. I december fik han en gris på 150 kg. Fodermesteren måtte af husdyr kun holde indtil 15 høns, der skulle være indhegnede. Hans arbejde bestod ifølge hans kontrakt, som arkivet har en kopi af, i at passe kreaturerne tilfredsstillende, hvilket betød daglig strigling, og at sørge for løbning og goldning, skære roer til køerne og tage affald og ensilage i kulerne. Der skulle renses ved svinene to gange om ugen, og kloakkerne skulle holdes i orden. Møddingen skulle ordnes, og der skulle trækkes vand op til kreaturerne i foldene. I løbet af sommeren skulle vejrabatten slås to gange, og græsset køres hjem til kalvene. Spande og malkeredskaber skulle vaskes, så dyrlægekontrollen kunne være tilfreds. Hans kone skulle være ham behjælpelig.

I fodermesterboligen var der et brændekomfur med vandbeholder i køkkenet. Det gav bl.a. varmt vand til etagevasken. I spisestuen var der en kakkelovn, og i den fine stue en kamin. Toilet var der ikke, men et lille rum med hjerte i døren i udhuset. Da det kneb med pladsen i soveværelset til alle familiens fem medlemmer, blev der indrettet et værelse på loftet, uden isolering, så der var koldt om vinteren. Der var ikke råd til lommepenge, så dem tjente drengene ved at hjælpe til på gården, og Eigil Dreyer udnyttede ikke drengene, men gav dem en god betaling. Kaj tjente også penge ved at hjælpe gartneren på Carolinekildegården. Han skulle således hjælpe med at holde stærene væk fra moreller og kirsebær. Han blev udstyret med en salonriffel, så han kunne skyde efter fuglene. Han mener dog, at han spiste lige så mange bær, som fuglene ville have taget. Da gården i 1963 blev solgt til Jens P. Koch, blev køerne solgt. Fodermesterparret fik lov at blive boende i huset til november 1963 til en husleje på 100 kr. om måneden.