Johannes Mitballe Nissen

I midten af 1870’erne begyndte Ole Nissen at tænke på arvefølgen i skolen. Han var blevet enkemand i 1866 og lovede sønnen Johannes at gøre ham til hjælpelærer og derefter andenlærer for så at trække sig tilbage til fordel for ham som 70-årig. Planen blev gennemført. I 1878 blev Johannes Nissen hjælpelærer i Paarup med lønnen betalt af faderen og i 1881 andenlærer. Ved et heldigt sammentræf havde andenlærer Jacobsen fået en stilling som lærer og organist i Ringe, hvorefter vejen var ryddet for Johannes Nissen.

Da Ole Nissen gik af i 1883, søgte sønnen det ledige førstelærerembede. Hans anbefalinger fremhævede hans musikalske evner, og pastor Balslev roste hans “ypperlige evner og dannelse” og venlige og milde væsen. Ikke mindre end 147 af sognets beboere bad biskop Engelstoft om at få Johannes Nissen som førstelærer, og selvom først tre og senere endnu 12 af dem fortrød deres ønske, blev Nissen ansat som førstelærer og kirkesanger.

Johannes Nissen rykkede som nygift ind i førstelærerboligen, mens en ny andenlærer flyttede ind i lejligheden over klasseværelserne. Ole Nissen fik ikke det otium i Paarup, han havde håbet på. Han følte sig tilovers og var skuffet over ikke at få overladt pasningen af haven. En bibeskæftigelse med skrivearbejde og regnskabsføring for sognerådet ophørte, fordi han blev træt af de politiske stridigheder mellem de lokale højre- og venstrefolk, og i 1886 flyttede han til en datter og svigersøn i Odense.

Der havde været flere ansøgere til førstelærerembedet i Paarup, men det var på forhånd afgjort, at Johannes Nissen skulle have stillingen. I ham fik sognet sin hidtil bedst uddannede lærer, som havde mange interesser ud over skolearbejdet. Skolelodden blev bortforpagtet for 200 kr. årligt, og forpagteren skulle levere seks kander sødmælk om ugen samt fire læs god, fed og kraftig staldgødning til skolens have. Sognerådet forbeholdt sig ret til at kontrollere kvaliteten af det leverede.

Uden landbrugsarbejde fik Nissen tid til meget andet end undervisning i sine 32 år som førstelærer i Paarup. Allerede i 1880 havde han stiftet en sangforening, og hans musikalske interesse mærkedes også i skolen, hvor 1. klasse i skoleåret 1894‑95 indøvede 23 salmer og 17 fædrelandssange, nogle af de sidste endda tostemmigt. Nissens omhyggelige bogholderi viser, at de 40 salmer og sange blev afsunget i alt 350 gange.

Alle fire klasser havde 21 timer om ugen, og skoledagen var meget regelmæssig. Ud over fagene på skemaet fik børnene ½ times gymnastikundervisning om dagen i sommermånederne, men først efter den egentlige skoletid. Pigerne kunne lære håndarbejde efter skoletid, hvis der kunne skaffes en lærerinde.

Blandt skolebøgerne var den uundgåelige Luthers katekismus, som brugtes i 3. og 4. klasse, “Hanebogen” til 1. klasse og andre klassikere som overintendant Jørgensens skrivebøger og Chr. Hansens regnebøger med de tilhørende 1.600 hovedregningsopgaver. Til at sætte lidt kulør på undervisningen havde lærerne ca. 80 opklæbede naturhistoriske og historiske billeder til ophængning i klasseværelserne, og en gang i løbet af 1890’erne malede Nissen et stort flerfarvet danmarkskort på væggen i det ene klasselokale.

På trods af sognets stigende folketal omkring 1900 var der kun ca. 25 børn i gennemsnit pr. klasse. Andenlærer Rasmus Brandts kone, Marie Brandt, aflastede Kirkeskolen ved i mere end 40 år at drive en småbørnsskole, som gav børnene et godt grundlag for den videre undervisning, idet de undertiden sprang yngste klasse over, når de begyndte i den offentlige skole. Det kirkelige tilsyn havde ikke noget særligt at udsætte på Johannes Nissens skole; ved visitatsen i 1896 manglede der et verdenskort, sangbøger til de yngste klasser og skriftlæsningsbøger med den nye retskrivning, mens lærerne blev betegnet som “ret flinke” og skolen som stående på et “jævnt godt standpunkt”. I 1899 var skolens tilstand “i det hele god”.

Nissen dyrkede sine sproglige interesser på rejser til Tyskland, Schweiz og Frankrig. For at få lov til at rejse i sommerferien forsikrede han, at hans pligter som kirkesanger ikke ville blive forsømt i hans fravær, og at børnene indirekte ville nyde godt af rejserne i geografiundervisningen. Nissen var som mange af samtidens lærere særdeles aktiv i lokalsamfundet. Han var på forskellige tidspunkter sognerådssekretær, formand og senere revisor for sognets sygekasse, formand for forsamlingshusets bestyrelse, og han stiftede Paarup Lærer‑ og Børnebogssamling samt et folkebibliotek, der fik til huse i forsamlingshuset.

I begyndelsen af sin embedstid blev Nissen indviklet i en mindre konflikt med sin andenlærer. Det er muligt, at første- og andenlæreren under det daglige samarbejde kunne komme til at gå hinanden på nerverne, og at der kun skulle en lille ting til at udløse et sammenstød. I 1887 sendte Nissen sognerådet et langt klageskrift mod andenlærer Brandt, som havde nedbrudt et loftsskillerum og opsat det på et sted, der generede Nissen. Sagen om loftet gik senere over til en strid om retiraden og brændehuset m.m., og skoledirektionen måtte i aktion for at berolige parterne. Det lykkedes tilsyneladende, for de to lærere forblev kolleger i over 30 år.

 Teksten er fra I Odenses Skygge – Paarup sogn og kommune indtil 1970